Ruslands oprindelse

Af Thomas Køhler

I disse år er det politiske forhold mellem Rusland og Vesteuropa, herunder Danmark og det øvrige Skandinavien, dårligere end nogensinde. Ikke engang i sovjetperioden havde vi f.eks. sanktioner mod Rusland. Det fremstilles i medierne, som om det russiske samfund er markant anderledes end vores. Dog er kulturbaggrunden ikke blot f.eks. et fælles kristent grundlag, men også i bund og grund nordisk i det vikingerne spillede en nøglerolle i dannelse af den russiske stat. Vikingerne i Rusland har derfor et helt andet ry østpå end på de britiske og franske kyster. Og den første russiske stat blev måske grundlagt af en svensker. Diskussionen er langt fra ny. Men i nyere russiske værker forstærkes historikernes afstandtagen fra den såkaldt ”normannerteori”, mens den omvendte tendens kan anes i skandinaviske værker.

Det er afgørende for enhver nations selvforståelse, hvor og hvordan nationen blev til. I Rusland har slaget stået om den normanniske kontra den slaviske oprindelse. Men Ruslands historie tager betegnende nok sin begyndelse i 800-tallet uden for det nuværende Ruslands grænser. Slavernes oprindelse fortaber sig i det uvisse, men de har i de tidligste tider, vi har kendskab til, boet i et område mellem Vistula eller Oder-floden og vore dages Hviderusland. De centrale dele af det moderne Rusland i og omkring Moskva var beboet af litauere og finner. En række forskellige folkeslag beboede dengang det nuværende Rusland, herunder folk, der nok har efterladt sig spor, men ikke har en historisk forbindelse op til vore dages indbyggere i Rusland. Slaverne breder sig i løbet af 700-tallet mod øst ud over det meste af det område, vi kalder europæisk Rusland i dag. De bor sammen i mindre familie- og slægtsbårne enheder, der efterhånden antager store fælles formationer, hvor større nabofællesskaber og egentlige byer dannes. Lokale fyrster hersker ved hjælp af deres hird som f.eks. Gostomysl i begyndelsen af 800-tallet i Novgorod ved Ilmen-søen i det, der i dag er Nordvestrusland. I russisk historieskrivning ser man en række forbund for sig i området, bl.a. et større forbund under betegnelsen  ”Rus”, som forløber for den russiske statsdannelse.

Ruslands historie som stat begynder ellers mærkeligt nok tilsvarende med en udlænding, vikingen Rurik, der ifølge en senere historisk krønike, den såkaldte Nestor-krønike, skrevet ned af munken Nestor i 1100-tallet i ”Fortællingen om de forgange år”, inviteres til Rusland (sammen med Truvor og Sineus), nærmere betegnet byen Novgorod ved Volkhov-floden lige nord for Ilmen-søen et par hundrede kilometer fra vore dages Skt. Petersborg. Rurik inviteres til at komme og ”herske, for vi har ingen orden”.  En ganske bemærkelsesværdig begyndelse på en nations fortælling om sig selv, en fortælling, der dog også har været anfægtet mange gange op gennem Ruslands historie og er det den dag i dag. På den måde er grundmyten i Ruslands historie ganske symbolsk for historieskrivningen som sådan. Historieskrivningen interesserer sig alt overvejende for folkets, nationens, landets og statens historie og kulturhistorie, det, der er fælles for i dette tilfælde den russiske kultur. Omvendt påkalder myten om Rurik sig naturligvis også en særlig interesse i Skandinavien, for var Ruslands grundlægger svensker, måske dansker? I Rusland derimod ses snarere en modsatrettet tendens til at nedtone vikingernes betydning. Nok var de til stede i Ruslands tidlige århundreder. Det vidner mange spor om i form af smykkefund, grave, ord og stednavne, der er bevaret fra vikingerne. Men i vore dages russiske historieskrivning afvises billedet af vikingen Rurik, der kommer og sætter skik på det hele som fortalt i Nestor-krøniken. Her lægges vægt på, at slaverne selv breder sig ud over vore dages Rusland af floderne, hvorved det sammenhængende land og dets kultur opstår og tager form.

Men lad os se lidt nærmere på det land, som Rurik kommer til. Rurik er en historisk person, og vi ved, at han kommer til Novgorod og bliver fyrste der i 862. Det er ikke så mange år siden, man fandt det område lidt syd for den nuværende by, hvor hans gård har ligget. Indtil fundet i midten af 1900-tallet var man ikke sikre på Nestor-krønikens ord om, at Rurik kom til Novgorod, idet man kun havde spor efter ham andre steder. (Vikingerne kaldte også Novgorod, der betyder ”Nyby” Holmgård, byen på holmen).

Slaverne boede spredt i landskabet og tilbad guden Peryn. Der findes i dag bl.a. et lille eremitkloster, der fortsat hedder Peryn-klosteret opkaldt efter et kultsted for Peryn, lidt syd for Novgorod ved Ilmen-søen, hvor det store middelalderkloster, Skt. Georgs-klosteret senere blev anlagt, da kristendommen kom. Men Rurik anlægger en typisk vikingelandsby med kongshal, kulthus, hvor man tilbad de nordiske guder, og tilhørende huse for hans mænd ved flodbredden. Let tilgængelig med skib for den videre færd eller ankomsten fra Skandinavien. Herfra udgik hans dynasti . To mænd fra hans følge, Askold og Dir, foretog videre erobringer mod syd, mod Kiev, hvortil Rurik i 879 sender formynderen for sin søn for at sikre sig herredømmet for over Kiev for sønnen og deres senere slægtninge. Smykke- og våbenfund vidner om, at Rurik havde asetroen med sig ligesom fund ud over Ruslands floder vidner om noget lignende for vikingebopladserne der. Det bliver dog anlæggelsen af den nye hovedstad i Kiev syd for Novgorod, i det nuværende Ukraine, der kommer til at ligge til grund for den statsdannelse, der følger efter Rurik, betegnet Kiev-Rus, da den havde Kiev som hovedstad. Det første Rusland lå altså i en vis forstand uden for det nuværende Ruslands grænser, men strakte sig ind i det nuværende Rusland ad floderne. Efterkommerne af Rurik blev fyrster i en lang række mindre fyrstendømmer ud over landet, mens den titulære storfyrste havde sæde i Kiev. Men hvor stor en rolle de forskellige historiske retninger har tillagt vikingerne i forbindelse med dannelse af den russiske stat?  Emnet har været kontroversielt i hundredevis af år, da det berører selve nationens udspring. Kan det passe, som munken Nestor skriver, at man tilkaldte fyrster, fordi man ikke selv kunne etablere en stat? Eller er billedet et andet? Enhver udlægning af historien har betydning for en nations selvopfattelse i dag. Billedet af Kiev som hovedstad i den første russiske stat med betegnelse ”alle russiske byers moder” har betydning for det russiske syn på det moderne Ukraine. Kan det virkelig opfattes som et selvstændigt land? Eller er det i bund og grund en del af Rusland, oven i købet der, hvor nationens vugge stod – på samme måde som Kosovo af serberne opfattes som Serbiens vugge?

Også historikerne selv har ofte en dagsorden, der udspringer af deres egen tid og deres egen politiske eller religiøse opfattelse. Således også med Nestor.

Nestor var munk og levede i Kiev 1056 – 1114 og lader i sin krønike den russiske historie begynde med de gammeltestamentelige stammer, der udsprang af patriarkerne Sem og Jafet, sådan at det russiske folk kommer til at hidrøre fra bibelsk tid. Det er betegnende for Nestor som krønikeskriver med et kirkeligt udgangspunkt. Af større historisk vægt er hans beretninger om dels hans egen levetid samt et par generationer før, som han har kunnet nedskrive fra samtidige øjenvidner eller personer, der har hørt det genfortalt på anden hånd. Endelig er Nestor som bemærket af den store russiske historiker Solovjov, der levede 1820-79, den første russiske krønikeskriver, der anlægger en national  vinkel, idet krøniken altså udtryk er netop historien om tilblivelsen af den russiske stat. Beretningen om Rurik, der bliver den samlende figur for staten, tjener netop dette formål. Man må se for sig, at da Nestor levede i Kiev var byen etableret som hovedstad og kirkeligt hovedsæde i den nu i over et hundrede år kristne stat. Han levede i byens store Hulekloster, hvor han jordiske rester også befinder sig i dag.

Forudsætningen for, at Nestor overhovedet kunne være den, han var, var Ruslands kristning i 988. Allerede Ruriks søn Igor foretog flere rejser til Byzans, og hans enke antog kristendommen i 955. Det var dog først hendes barnebarn Vladimir, der efter at have besejret sine brødre indførte kristendommen i Kiev og Novgorod og dermed ud over hele Rusland. Ifølge legenden sender han sine udsendinge ud for at studere tidens store religioner, og valget falder på den græsk-ortodokse tro på grund af gudstjenestens skønhed, og fordi den religion tillod, at man drak uden hvilket russerne efter hans mening ikke kunne leve. Men måske heller ikke vikingerne?

I slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet kommer de første akademiske værker til om Ruslands historie af først den autodidakte Vasilij Tatisjev og ikke mindst Mikhail Lomonosov (1711-1765), en af grundlæggerne af Moskvas Universitet. Sidstnævnte vender sig kraftigt imod den såkaldte ”normanner-teori”, der fremførtes af de tyske videnskabsmænd Bayer, Miller og Schlezer, teorien om, at den svenske viking Rurik grundlægger den russiske stat. Men også de allerseneste russiske historiefremstillinger såsom historikerne Orlov, Polunov og Teresjenkos undervisningsbøger for historiefaget på Moskvas Univeristet Osnovy kursa Istorii Rossii  ”Grundkursus i Ruslands historie” (2016) afviser normannerteorien som uvidenskabelig. De nedtoner det forhold, at nogle af de første russiske fyrster bar navne, der var slaviske varianter af nordiske navne som bl.a. Helge og Helga (Oleg og Olga), stednavne langs floderne på den såkaldte ”vej fra varægerne (vikingerne) til grækerne”, handelsvejen til Byzans. Men de sørger også for at nævne, at Rurik og varægerne, der oftest betegnes som svenskere af ”en række historikere”  måske snarere faktisk var ”russiske stammer, der levede på de sydlige bredder af Østersøen og på Rügen”. Her må man underforstå, at ordet ”rus” slet ikke, som det oftest menes i vestlige historiefremstillinger betyder ”svensker” og hidrører fra landskabet Roslagen i nærheden af vore dages Stockholm, men simpelt hen var en slavisk stamme. Dermed bliver Rurik jo også pludselig af slavisk afstamning. Dog skriver de: ”Selve tilstedeværelsen af varæger, som man dengang opfattede som skandinaver, i tjeneste hos de slaviske fyrster, deres deltagelse i Rus-statens liv er der ikke tvivl om, heller ej om de indbyrdes forbindelser mellem skandinaverne og Rus-staten. Dog er der ingen spor af en mere betydningsfuld indflydelse fra varægerne på slavernes socio-økonomiske og politiske institutioner eller på deres sprog eller kultur.” Arkæologiske fund skal indikere, at antallet af varæger i Rusland ”ikke var stort”. Vikingerne koloniserede ikke Rus, hedder det.  Og i øvrigt bemærkes det, at fortællingen om det ene eller andet dynastis udenlandske oprindelse er typisk for middelalderen, f.eks. beretningerne om angelsakserne i England, Roms grundlæggelse og Romulus og Remus.

Den britiske historiker Richard Pipes betoner i sit klasiske værk Russia Under the Old Regime (1974)  vikingernes betydning for dannelsen af et samlet dynasti og en samlet stat, men fremhæver styrets kun ”halvkolonialistiske” karakter, idet vikingernes hovedinteresse ikke lå i at udnytte landet, men i at opkræve skat og få kontrol med handelen. Han beskriver endvidere de første århundreders dynasti med de mange lokale fyrster, der tilhørte Rurik-slægten, nærmest som en kommerciel struktur, der kun i ringere grad egentlig herskede over landet. Går man til danske fremstillinger som Politikens Ruslandshistorie, der udkom i slutningen 80’erne i Danmark og er skrevet af den seneste store generation af danske historikere med speciale i Rusland, tildeles varægerne en noget større rolle for ikke nævne nyere værker om vikingerne i Rusland som Vikingerne ved Ruslands vugge af Fritz Wolder, der udkom sidste år.

I løbet af 1000-tallet forsvandt vikingekulturen og assimileredes ind i den i for sig også nye russiske (slaviske)  kultur, der udvikles i takt med kristendommens udbredelse i Rusland. Vikingerne og slaverne blev blandet op med finnerne – ja, Pipes taler ligefrem om, at den etniske blanding af finner og slaver frembringer en ny ”racetype” med høje kindben og små øjne, som er karakteristisk for området øst for Moskva, hvortil hovedstaden i 1100-tallet forlægges.  Er dette ikke nærmest en beskrivelse af Putin? Med antagelsen af den nye religion kristendommen i 988 tog den russiske kultur den form, som russisk kultur til og med i dag er rundet af.  Det er afgørende for enhver nations selvforståelse, hvor og hvordan nationen blev til. I Rusland har slaget stået om den normanniske kontra den slaviske oprindelse. Egentlig er det nok sandere at sige, at den russiske stat og kultur opstår ved mødet mellem den slaviske, den nordiske og den kristne byzantinske kultur, der kommer til at danne en samlende kultur for det Rusland, der hermed opstår. Og dermed har det i bund grund mere tilfælles med Skandinavien end som så.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *