EX-Sovjets nationale etablering

af Thomas Køhler

I år er det 25 år siden, Sovjetunionen gik i opløsning, og selv om de fleste fremstillinger af Ruslands historie stadig slutter med Sovjetunionens sammenbrud, er et kvart århundrede tilstrækkeligt til at trække nogle større linjer op.

For 25 år siden havde vi store forhåbninger til, at demokrattiet nu ville sprede sig over den sjettedel af jorden, som det tidligere Sovjet havde udgjort. Den amerikanske teoretiker Francis Fukuyama proklamerede ligefrem ”the end of history” i sit berømte essay af samme navn, idet der stadig ville indtræffe historiske begivenheder, men det vestlige demokrati, det såkaldte liberale demokrati, ville være den endelige samfundsmodel, som alle verdens lande til syvende og sidst ville nå frem til. Fukuyama så for sig en verden, der var indrettet som EU. Og det blev også den dominerende politiske diskurs det meste af det kvarte århundrede, der fulgte. Alligevel er det i retrospektiv ikke det billede, der tegner sig for det tidligere Sovjet.

Nok er de fleste af landene demokratier med afholdelse af valg, men det har ikke været det overordnede projekt, når man ser mere samlet på epoken. Det har snarere været etableringen af nationalstater, samlet om en dominerede national kultur, der har været målet. Nok er de baltiske lande i dag demokratier i vestlig forstand, og de er da også blevet medlemmer af EU og Nato. Men denne udvikling har været sekundær i forhold til det egentlige hovedprojekt at skabe en estisk, lettisk og litauisk stat. Hovedspørgsmålet for samfundsindretningen har været, hvordan nationerne har kunnet befæstes, mest konkret i forhold til den russiske minoritet i landene. Spørgsmålet har lydt, i hvor høj grad de etniske russere skulle være en del af demokratiet, opnå statsborgerskab, valgret og andre borgerlige rettigheder sammen med den nationale befolkning. Også i de fleste andre af det postsovjetiske lande giver det mest mening at se den nationale genopstandelse som hovedemnet for den politiske udvikling, ikke mindst i Rusland. Det ser også ud til, at de lande, der lykkedes med at definere en national politisk kultur er lykkedes bedst med at skabe en stabil – også i økonomisk henseende –  i hvert fald delvist demokratisk stat inden for definerede grænser.

I Rusland var det tydeligt i begyndelsen af 90’erne – og er det fortsat – at man har ledt efter et kulturelt ståsted for det ”nye” land. Hvor Rusland igennem 1800-tallet og hele sovjetperioden har haft tradition for at intelligentsiaen, i høj grad forfatterne, kunne formulere en ramme om en national kultur, var det ikke herfra svaret skulle komme i større udstrækning. Periodens russiske forfattere har ikke har nogen særlig markant stemme i diskussionen. Dog er det værd at fremhæve en af de sidste af de store gamle forfattere som central i denne forbindelse, Solsjenitsyn, der hjemvendt fra eksil dels foretog en stor odyssé gennem det vidststrakte land for at søge efter den russiske nation, dels skrev essayet ”Hvordan skal vi indrette Rusland?”, der i høj grad foregreb den udvikling, vi har set. Solsjenitsyn pegede på, at det nye Rusland måtte være funderet på det areal, som russerne, her mere bredt forstået ”slaverne”, befolkede, altså et område inklusive Hviderusland, Ukraine og dele af Kazakhstan, hvilket ikke var sammenfaldende med det nye Ruslands grænser, der blev internationalt anerkendt i form af de tidligere, interne sovjetiske grænser for den russiske føderative republik. Et hovedmål for russisk politik, ikke kun for udenrigspolitikken, blev de etniske russere i ”det nære udland”. Det har ledt til de grænsekorrektioner, vi har været vidne til gennem årene, hvor russisk dominerede områder er blevet føjet mere eller mindre formelt til Rusland. Det gælder på grænsen til Georgien i forhold til Abkhasien og Sydossetien, der i dag de facto er en del af Rusland. Det gør sig ikke mindst gældende i forhold til Ukraine, hvor Krim og evt. flere af områderne over mod den russiske grænse bliver indlemmet i Rusland. Det er sket ved militær magt under det internationale samfunds protester. Men det er set i en russiske optik en helt logisk, naturlig udvikling, der ligger i forlængelse af det øvrige nationale projekt.

Glazunov: Det evige Rusland
Glazunov: Det evige Rusland

Internt i Rusland har den ortodokse kirkes genopblomstring været et symbol for genskabelsen af den nationale ramme, der måtte afløse Sovjetstatens multinationale struktur. Nok var det russiske sprog og den heraf følgende russiske kultur også et samlende instrument for Sovjetstaten. Men indholdet – hvem er vi? – hvad vil det sige at være russisk? – manglede. Et svar blev givet i form af den store russiske kunstmaler Glazunovs historiske skilderier af det ”evige Rusland”, der altså måtte gemme sig under den postsovjetiske overflade. Glazunov er fortaler for monarki og vender sig  mod lige rettigheder som en kunstig abstraktion.  På den måde blev indholdet  langsomt tilvejebragt af en national ideologi med russiske værdier som noget, der udsprang af russisk historie og kristendom. Alligevel er det selvfølgelig for forsimplet at betragte kirkens genrejsning som det altdominerende træk ved det russiske samfund i dag. Det er stadig kun et par procent, der går i kirke i den kommende, vigtigste russiske højtiden påsken, der symbolsk nok ligger 1. maj i år. Rusland har også mange sekulære, moderne træk som ligestilling, relativ respekt og tolerance over for minoriteter, der får lov at eksistere inden for den russisk nationale ramme. Det gælder de homoseksuelle, som kan leve uden at risikere fængsling og i princippet kan udfolde deres livsstil, så længe den ikke udfordrer den heteronormative, kristent funderede idé om ægteskabet og familien, som bl.a. fremhævet af den russiske udenrigsminister  Lavrov i Kroniken i Politiken for ikke så længe siden. Det gælder de nationale mindretal, hvor især det jødiske og de muslimske mindretal tilstås en eksistens som en del af russisk kultur. Putin taler f.eks. altid om ”vores traditionelle, russiske islam” i modsætning til den øvrige islamiske verden. I russisk lovgivning har man ønsket at beskærme de nationale og religiøse institutioner mod angreb, herunder den mindst lige så vigtige nationale fortælling om Rusland som sejrherre i ”den store fædrelandskrig” mod nazismen, der fejres mere og mere intenst, som årene går i forbindelse med sejrsdagen 9. maj hvert år. Russisk lovgivning forbyder ”besudling af mindet om heltene fra den store fædrelandskrig”, ligesom der er blevet strafbart at krænke religiøse følelser og måske mest groteskt at skabe ”antinational kunst”. Dette var ved at få holdet bag filmen Leviatan i vanskeligheder, idet filmen fremstiller den russiske provins som dybt depraveret i vold, druk og korruption. Russisk film og litteratur har da også et langt stykke hen ad vejen i de senere år fokuseret på at skabe positive billeder af den russiske fortid i zartiden i tv-serier og i den måske mest betydende russiske forfatter Akunins 1800-tals krimier. Hovedargumentet for at indføre en lov mod propaganda af homoseksuel livsstil over for mindreårige har da også været, at homopropaganda kunne lede til et faldende fødselstal, en evig bekymring for den russiske nations politiske arkitekter, herunder Putin selv, der ”intet har imod homoseksuelle”, men har ”som statsoverhoved et ansvar” for befolkningstallet, der ellers så småt er ved at rette sig efter et dramatisk fald i 90’erne, hvor fødselsraten faldt lige så meget som den gennemsnitlige levealder. En vis russisk indvandring fra de tidligere sovjetrepublikker har da også hjulpet til.

Men også andre steder i ex-Sovjet må det forgange kvarte århundrede ses som et nationalt, mere end et demokratisk projekt. Jeg har nævnt Baltikum, men også i Kaukasus handler det for et land som Armenien om at genopstå som nationalstat. Her fortsætter konflikten om enklaven Nagorno-Karabakh, et armensk område i det muslimske naboland Aserbajdjan og på den anden side den aserbajdjanske eksklave Narkhitsjevan bag Armeniens grænser. Det kristne Armenien beskyttes af Rusland, også på vestgrænsen til Tyrkiet, og ligesom i Rusland må den armenske kirke siges at spille en meget definerende rolle i armensk politisk kultur i dag som netop et kristent modspil til de muslimske naboer, herunder Iran. Det er inde for denne ramme lykkedes Armenien at udvikle sig til et relativt stabilt land. Mod vest  har det for Georgien betegnende nok lettet vejen til politisk stabilitet, at man har mistet de russiskdominerede områder Abkhasien og Sydossetien.

Kaukasus

I postsovjetisk Centralasien har den nationale genrejsning også spillet en hoverolle, i Usbekistan samlet om kulten omkring middelalderlig storhed under Timur Lenk. Et autokratisk, nationalt styre under præsidenten Karimov har udmærket sig ved ikke at tillade egentlige, frie valg og har holdt islam i tømme. Der kaldes ikke til bøn fra minareterne, og der hersker en relativt sekulær leveform med ligestilling, dog parret med undertrykkelse af mindretal. På den måde kan et land som Usbekistan minde om 70’ernes Mellemøsten, før den islamiske i revolution i Iran fik sendt moderniteten i defensiven i stort set samtlige andre muslimske lande, oftest hjulpet på vej af frie valg, der har bragt islamisterne til magten. Ser man på resultaterne for borgerne, kunne meget tyde på, at Fukuyamas liberale demokrati slet ikke passer ind i den nationale politiske kultur mange steder i verden. Snarere ser det ud til, at et land må tage udgangspunkt i sin nationale kultur og finde en definitionsramme for denne, før den politiske styreform kan dannes, ikke omvendt. Det gør sig måske ikke mindst gældende i forhold til det sidste ex-sovjetiske land, jeg vil nævne i denne forbindelse, Ukraine.

I løbet af de første 23 år, der er gået siden 1991, lykkedes det ikke at opbygge bæredygtige demokratiske institutioner. Magten har bølget frem og tilbage mellem det, vi kunne kalde “øst”, og det vi kunne kalde “vest”. En periode så det ud til, at magtbalancen holdt, men samtidig fik man ikke reformeret økonomien, demokratiet eller skabt en fælles ukrainsk kultur.

Jamen, der har da været 4 forskellige præsidenter og været gennemført valg, kunne man indvende, umiddelbart mere pluralistisk end i Rusland f.eks. Men altid meget konfliktfyldt og med sære mafiaopgør i kølvandet. Forgiftninger, mord. Månedlange demonstrationer har anfægtet præsidentmagten, som vi så det hen over vinteren 2013-24, hvor demonstranterne på Maidan krævede, at Janukovitj skulle lave en samarbejdsaftale med EU. Man ville ikke bare tage diskussionen ved næste valg.

Efterspillet er velkendt: Rusland annekterer Krim efter en politisk proces, som langt fra kan kaldes demokratisk, men alt andet lige alligevel ikke efterlader tvivl om, at Krims befolkning nu ønsker at høre til i Rusland. Vesten opretholder sanktioner for at ændre på denne situation – selv om ingen vel i ramme alvor forestiller sig, at Krim reelt skulle gå tilbage som en del af Ukraine.  Lignende problemer tegner sig i dele af østligste områder af Ukraine. Konflikten vil ikke reelt kunne bringes til ophør uden visse ændringer af grænsen. Alt tyder på, at grunden til, at Ukraine ikke har kunnet definere og få en national politisk kultur til at fungere lige siden 1991, er, at man reelt ikke kan det, så længe en del af landet de facto er russisk. Først når Ukraine får samlet sig som ukrainsk nationalstat, vil det være muligt at skabe et stabilt politisk system med den indbyggede loyalitet over for staten, som er en nødvendig forudsætning for, at et land kan fungere. En anerkendelse af nogle nye grænser, helst fundet ved folkeafstemninger efter sønderjysk model, og et lidt mindre, men mere ukrainsk Ukraine ser ud til at være den vej, Ukraine må slå ind på, hvis landet kan læses som et led i den almindelige udvikling, vi har set i det øvrige postsovjetiske område.

Thomas Køhler

læs mere – Fra Tallinn til Tasjkent, Akademisk Rejsebureaus Forlag, 2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *