Gæstfriheden i Albanien

af Rikke Rasch

“Mirë se erdhët” lyder det i døren til lejligheden, da vi træder indenfor i et albansk hjem. ”Velkommen”, eller ”godt I kom”. Herefter svarer vi; ”mirë se ju gjeta”, ”godt jeg fandt jer ”. Kommunismens kollaps har ikke ændret på gæstens status i det albanske samfund. Vi er oprigtigt velkomne, ind i en verden, hvor gæstfriheden har sin egen historie

§ 602 i sædvaneretten ”Kanuni i Lekë Dukagjinit” siger i fri oversættelse; ”Albanerens hus tilhører Gud og gæsten”. Endvidere i § 9, ”Albaneren må på hvilket som helst tidspunkt, nat eller dag, være klar til at modtage en gæst med brød, salt og et åbent hjerte – fulgt af et ildsted, brænde og en seng”.

Sædvaneretten udgjorde fundamentet, for social adfærd og selvstyre, i det nordlige Albanien i mere end 500 år. Mundtligt overleveret og efterlevet, og nedfældet på skrift af den katolske præst Shtjefën Gjecov fra 1913 og frem til publicering i 1933, efter hans død.

I kapitlet om social ære indgår 37 paragraffer om hvordan værten modtager og behandler sin gæst. Herefter følger regler for brud på gæstfriheden. Sædvanerettens nøgleord er retfærdighed, ære og respekt og loven, der blev adlydt før staten og kirken i et klanstyret samfund. Prins Lekë Dukagjini var samtidig med nationalhelten Gjergj Kastrioti alias Skënderbeu, der i midten af 1400 tallet samlede et splittet Albanien, til kamp imod det Ottomanske riges herredømme.

Den kompromisløse moral der gennemsyrede sædvaneretten, var kulturbærende for ”albanskhed” og albansk, og uddøde ikke under det Ottomanske riges 500 års herredømme. De mindre charmerende elementer som blodhævn og kvindens status, blev skudsmål i det senere kommunistiske styres demagogi. Romantiserende sort/hvid film fra den kommunistiske periode viser kvindens rejse fra land til by, fra skørter til arbejdsbukser, fra simpelt, stavnsbundet og traditionspræget liv… til frihed, uddannelse og ligestilling.

Albanien blev under kommunismens diktatur systematisk ændret, fra et feudalt landbrugssamfund, til et centralistisk styret industrisamfund. Og gæstfriheden overlevede. Aften efter aften underholdte albanere hinanden med besøg i deres små lejligheder, samtale og en rituel servering af raki (albansk vindruesnaps), kaffe og måske ”gliko” (sukkersyltet frugt). Familiens renommé blev opretholdt i denne ”netværken” op og ned ad byens boulevard, på vej til at besøge hinanden. Og så var der lige den praktiske funktion, ikke at sidde lårene af hinanden på de begrænsede indendørs kvadratmetre.

I dag er den kollektive identitet byttet ud for en mere individualiseret livsstil, og den hjemmelavede ”gliko” og tyrkisk kaffe, ofte byttet ud med cola og købekager. Albanien blev selvstændig i 1912, og sædvanerettens detaljerede leveregler er opblødt i takt med, at det klanstyrede samfund i Nordalbanien er forandret, men den er stadigt et væsentligt værdigrundlag i albansk kultur. Respekten for gæsten, er der stadigt. Rejs til Albanien og oplev friheden i at være gæst i et land, der gemmer på en rig og spændende historie – også hvad gæster angår.

Læs mere Albanien og om Rikkes kulturrejse til Albanien her

Kilder: Fox,Leonard: ”Kanuni i Lekë Dukagjinit = The code of Lekë Dukagjinni” 1989, Gjonlekaj Publishing Co., NY.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *